Tømmerup-Ullerup skole i folketælling 1901
Embedsbogen 1902-14 er blot een af mange arkivalier som findes i Lokalhistorisk Samlings skolearkiv. For Tømmerup-Ullerup skole er der f.eks. tale om indskrivningsprotokoller samt dagbøger og eksamensprotokoller
Førstelærer Erhard Gottfred Thybo
Førstelærer Erhard Gottfred Thybo, Tømmerup-Ullerup skole. Thybo var første lærer ved skolen indtil nedlæggelsen i 1908. Han købte da ejendommen af kommunen.
Thybo var også kirkesanger i Tårnby kirke og drev tillige landbrug. Han var betroet mange tillidshverv, bla. i Tømmerup-Ullerup Damptærskeværk, og han virkede som formand for værgerådet.
Om sig selv fortæller Thybo i Embedsbogen for Tømmerup-Ullerup skole bl.a.:
"Ved min forgængers Forflyttelse i Oktober 1866 blev jeg (G.Thybo) konstitueret i Embedet og derefter fast ansat i Februar 1867.
Jeg er født d. 17 Marts 1843 i Ejby, Glostrup Sogn ved København. Min første Uddannelse til Lærer fik jeg af min Fader (afdøde Lærer N.H.Thybo), samtidig med at jeg gav Undervisning i et Par saakaldte Jomfruskoler i Sundbyerne. Derefter nød jeg min Læreruddannelse først i 3 Maaneder paa Blaagards Seminarium og derefter i 9 Maaneder paa Søborgs og Reimers Kursus i København, og jeg fik Eksamen 1865. I Halvaaret Nov 65-Maj 66 var jeg Huslærer hos praktiserende Læge Wagler, sønden for Aalborg, og derefter ansattes jeg som Hjælpelærer paa eget An- og Tilsvar hos Lærer Jørgensen i Sengeløse, hvorfra jeg konstitueredes her til Skolen. Jeg takker Herren for de mange (nu 36) Aar, jeg har haft Lejlighed til om end i Skrøbelighed at undervise her."
Tømmerup-Ullerup Skole d. 25 Januar 1903 G.Thybo