Husvildebarak ved Ugandavej i Tømmerup inspiceres i 1930´erne af medlemmer af sognerådet.
Bolignøden var stor i Hovedstadsområdet omkring 1. verdenskrig og i det efterfølgende årti. Tårnby Kommune forsøgte at afhjælpe den ved at opføre etageejendommene i Søvang Alle i 1917-1925, og bl.a. ved i 1923 at forbyde husejere at udleje til folk, der ikke havde adresse i kommunen. Men det kunne ikke løse problemet. Samtidig var arbejdsløsheden stor og mange blev smidt på gaden, når de ikke kunne betale deres husleje. De husvilde anbragte kommunen i det gamle kolera- og epedemihus i Maglebylille, der tidligere havde fungeret som plejeafdeling for fattigggårdens beboere.
Kommunen ville i 1923 opføre en tilsvarende bygning på Tovesvej i Maglebyleje men blev mødt af en storm af protester fra grundejerne her. Man mente, at de husvilde havde en mængde børn, der ville øve hærværk på omgivelserne. Samtidig fik man en privat til at købe kolerahuset af kommunen, så man slap for de husvilde der.
I stedet opførtes en husvildebygning- i mursten og med tegltag- på Skøjtevej med 12 lejligheder, Men det var ikke nok- der blev derfor projekteret yderligere nogle husvildeboliger i Tømmerup ved nuværende Ugandavej 19-21. Der blev sparet på materialerne, bygningerne blev opført af tømmer og med paptag.. Lejlighederne bestod af en forstue, stue og et køkken, samt udendørs retirader og vaskehuse. I januar 1925 blev de første 2 rødmalede træbarakker med 4 lejligheder taget i brug, i de efterfølgende år kom yderlige 6 blokke til. Børnene herfra kom til at gå i Tømmerup skole. Nogen social samvær med de andre børn fra Tømmerup fandt sjældent sted udenfor skoletid. Flere af børnene tjente dog som flere af forældrene penge som sæsonarbejdere på gårdene i Tømmerup.
Husvildebarakkerne var beboet indtil slutningen af 1970´erne, men allerede i 1971 blev størstedelen af bygningerne brændt ned ved en brandøvelse.