Tirs. d. 22.5.2012
Hovedbiblioteket
10:00 - 19:00
Filial Vestamager
13:00 - 19:00
 
 

Bryggergården genindviet

Kalk, fajance og bryggeri

- 250 års industrihistorie i Kastrup på Bryggergården 

 

Bryggergården genindviet

Den 6. juni blev Kastrup Værk, lokalt kendt som Bryggergården, genindviet.

På fotoet klipper borgmester Henrik Zimino snoren over ved den festlige lejlighed.

 

Restaurering

Kastrup Værk og havn blev købt af Skanska i 1997, og i de seneste år har firmaet i samarbejde med Kulturarvstyrelsen og Tårnb Kommune været i gang med et større restaureringsarbejde på bygningerne.

 

250 års historie

Bryggergården har en 250 år lang historie. I 1747 fik den tyske håndværker, hofstenhugger og senere hofbygmester, Jacob Fortling, kgl. privilegium på at bryde kalk på Saltholm.

Han valgte i første omgang at få kalken bragt ind til kalkbrænderiet på Christianshavn. Men i 1749 fik han ret til  at anlægge et kalkbrænderi og en havn ved Kastrup Knæ.

Det blev i 1752 udvidet med et teglværk og i 1755 med en stengods- og fajancefabrik. Samlet kaldes disse virksomheder Kastrup Værk.

 

 

  

  

Udenlandsk indflydelse på fajancen

På fajanceværket blev der fremstillet smukke portrætbuster, figurer, opsatsskåle, bordestel, terriner, kander, skrivetøj med mere. Motiverne er ofte røde roser, en gul papegøjetulipan eller blå asters. Her var ansat mange håndværkere med udenlandsk baggrund. 

 

Forbindelsen til Kastrupgård

Jacob Fortling opførte samtidig med Kastrup Værk et landsted, Kastrupgård, der blev forbundet med Kastrup Værk med en ny vej, vore dages Alleen.

Kastrupgård blev fredet i 1924 og ejes af Tårnby Kommune. Her har Kastrupgårdsamlingen siden 1977 haft til huse. 

På museet kan man også se eksempler på Kastrupfajancerne samt malerier af Th. Philipsen, som boede på Bryggergården, når han skulle male i Kastrup eller på Saltholm.

 

Kalkbrænding frem til 1955

Stengods-og fajanceproduktionen ophørte omkring 1800, men den oprindelige produktionsgren, kalkbrændingen, fortsatte indtil 1955. Råstoffet kalk blev fortsat hentet på Saltholm indtil 1930´erne. Gennem årene kom der nye virksomheder til Kastrup Værk f.eks. et bryggeri fra 1838. Dette har givet Kastrup Værk dets mere lokalkendte navn Bryggergården

 

Bryggergården i dag

Det oprindelige fabrikskompleks, en ca. 125 meter lang bygning med to portbygninger og gårdanlæg benyttes hovedsagelig til beboelse, mens en del andre bygninger mod syd er forsvundet og andre bygget til i 1800-tallet. Kastrup Værk blev fredet i 1971.

 

 

Skrevet af Inger Kjær Jansen

 
 
 
 
 
Tårnby Kommunebiblioteker - Adresser & åbningstider - EAN. Nr.