Helle har skrevet denne måneds anbefaling.
Helle har skrevet denne måneds anbefaling.
Kundskabens træ vokser i paradisets have. Det er et pæretræ, der bærer tunge og velformede pærer, fordi hr. Andersen hver aften tisser på stammen. Han er en af de sære eksistenser i Lisbeth Bruns roman "Paradisets have".
En anden er Frode, der i 1949 ankommer til Hobro med et omrejsende cirkus. Han er en lille tyndhåret mand på 49 år, men kvinderne drages af ham. Da cirkus rejser videre bliver Frode i byen. Her får han arbejde på en restaurant, hvor han er meget populær pga. sin evne til at fortælle historier.
På restauranten møder han den 15 år yngre Ruth. De flytter sammen og vil så gerne have et ordentligt liv, men begge bærer på hemmeligheder, der gør det svært for dem at blive lykkelige. Frode har en skjult passion, og Ruth stak som meget ung af fra sit indremissionske barndomshjem.
De overtager byens dampvaskeri, som de hurtigt udvikler til en blomstrende forretning.
Snart får de sønnen Tom. Han går for lud og koldt vand, de har ikke overskud til at tage sig af ham. I stedet får han omsorg hos nabokonen fru Andersen, hvor han forelsker sig i hushjælpen Elsa.
Hr. Andersen befinder sig nu kun ovenpå i huset, hvor han skriger og jamrer hver nat så det kan høres over hele byen. Det er fru Andersens hævn. Hun blev som ung giftet bort til en mand, der terroriserede hende. Han lod hende føde deres tre børn alene i et aflåst værelse. Nu er han invalideret af en blodprop.
Lisbeth Brun fortæller med stor indlevelse om de mange mærkværdige og ulykkelige skæbner, der alle bærer på en hemmelighed, ofte af seksuel karakter. Der er ingen tvivl om, at hendes sympati ligger hos de små folk, de underlegne, Frode og Ruth, ikke hos de fine sladrevorne enker, som bogen også handler om.
Det er Lisbeth Bruns femte roman på fire år. De fire første romaner havde kvindelige hovedpersoner. Denne har flere hovedpersoner fra et lille lokalsamfund, skildret med humor og ironi.