Lange aftner - og lange klassikere

Middlemarch er en af den slags fortællinger der fortæller alt hvad der er værd at vide om livet. Og gør det så langsomt og bredt at fordybelsen bringer alt til live.

Nu er det tid til en af de lange klassikere som det tager mange mørke efterårstimer at muldvarpe sig igennem. Og her er George Eliots Middlemarch en af de bedste. Muligvis føles den lidt tung at løbe i gang, men jeg lover at det er besværet værd. Hold ud og træk  læsetiden så længe som muligt for man kommer så skrækkeligt til at savne personerne når det er slut.

Som en skildring af 1800-tallets engelske adel og borgerskab minder bogen om Jane Austens, og i tilgift er realismen og ironien foret med en grænsesprængende tænkning og psykologisk tyngde der minder om Doris Lessing. Kan man lide bare en af de to, er Middlemarch det rigtige valg.

George Eliot var i Victoriatiden en usædvanlig, normbrydende kvinde og skjulte sit rigtige navn, Mary Anne Evans, under mandligt pseudonym for at undgå fordommene om kvindelige forfattere som letbenede romantikere. Middlemarch er da også alt andet, selvom flere kærlighedshistorier udspiller sig i det brede persongalleri som udgør livet i provinsbyen Middlemarch. Den begavede Dorothea Brooke gifter sig med sit idealiserede, intellektuelle forbillede, en ældre præst, den kønne, forkælede Rosamond Vincy gifter sig med den unge, idealistiske læge i byen, og mens disse ægteskabers skæbne oprulles, illustreres temaer som kvindens stilling, politiske reformer, religion, idealisme, og parforhold.

Når man så er færdig med bogen, men egentlig ikke synes man er færdig med hverken forfatter, univers eller personer, så kan jeg anbefale at låne BBC's filmatisering. Bedre underholdning fås ikke. Man kan også fortsætte med fx The Mill on the Floss (findes kun på engelsk) som er en dybt bevægende skildring af en begavet piges opvækst i et mandsdomineret samfund. Den fås også i fantastisk filmatisering. Gå trygt efteråret i møde med George Eliot.