Tirs. d. 22.5.2012
Hovedbiblioteket
10:00 - 19:00
Filial Vestamager
13:00 - 19:00
 
 

Kapgang

Lise Lotte LarsenLise har skrevet denne måneds anbefaling.

Læs mere om hende og de andre anmeldere her.

Kapgang

 

Hvem kunne ane at livet i socialrealistiske Sønder Omme i 70'erne kunne være så dramatisk som det skildres i Morten Kirkskovs debutbog Kapgang?

 

Forsiden på Kapgang er bedst når man har læst bogen. Så ved man at den lille grønne frø sidder parat til at blive kysset og springe ud som prins i den store voksenverdens blå dybder. Og man ved at de margeritter der anes i titlens bogstaver er trykt på den blå frottékjole som Martin vælger at gemme som minde om sin mor. Og man ved at kapgang er det eneste Sønder Omme er kendt for ude i verden, i hvert fald i 70'erne hvor bogen foregår.

Man bliver nærmest flået ind i bogens univers da 14-årige Martin katapulteres ud af barndommen ved at hans mor dør pludseligt og uventet. I løbet af bogens første side går Martins univers fra intetanende hverdag til et kaos uden regler, fuldt af spørgsmål ingen kan svare på. Familien sprænges til atomer, og Martin kæmper for at holde sammen på sig selv og verden og forberedelserne til konfirmationen. Mens puberteten uanfægtet kræver sit. Og det er ikke så lidt i Martins tilfælde, han er tiltrukket af både Kim og Kirstine. Med Kim er det som en fortsættelse af barndommens leg, med Kirstine øver han sig til de skal "gøre det rigtigt" efter konfirmationen.

Og rundt om ham afsløres den voksne provinsverden sig som lige så optaget af og usikker på hvad sex og kærlighed er.

Det gribende ved fortællingen er at vi ser det hele med Martins usentimentale, opmærksomme øjne, og derfor får en fornemmelse af at der på trods af de barske vilkår ligger ressourcer og medmenneskelighed gemt i Martin, parat til at folde sig ud når han selv tager ansvar fordi ingen andre orker det. Og næret af den praktiske omsorg han trods alt af og til støder ind. 

Så under den socialrealistiske 70'er stemning ligger en rørende, spirende varme gemt.

Dejligt i januarkulden.

 

Morten Kirkskov: Kapgang. Gyldendal, 2010. 280 s.

 
 
 
 
 
Tårnby Kommunebiblioteker - Adresser & åbningstider - EAN. Nr.