Tirs. d. 22.5.2012
Hovedbiblioteket
10:00 - 19:00
Filial Vestamager
13:00 - 19:00
 
 

Havet i Theresienstadt

Laura MichelsenLaura har skrevet denne måneds anbefaling

Læs mere om Laura og de andre anmeldere her

Havet i Theresienstadt 

Kærlighed i koncentrationslejren

 

Det er nok de færreste der forbinder koncentrationslejre med kærlighed. Ikke desto mindre er det inden for koncentrationslejren Theresienstadts høje mure og midt i lugten af angst, død og forrådnelse, at den unge danske jøde Daniel Faigel i 1943 møder kærligheden i skikkelse af en ung tjekkisk kvinde, Ludmilla Zippora.

 

 

Forfatteren til kærlighedshistorien har ikke selv oplevet koncentrationslejrens rædsler. Det er han for ung til. Men han har talt med én, der har, nemlig den nu afdøde forfatter Ralph Oppenhejm. Det var Oppenhejm, der gav ham idéen til bogen, da han i et interview meget overraskende fortalte Morten Brask, hvordan kærligheden blomstrede i Theresienstadt. Hvordan folk på trods af sult, kulde og frygt stadig forelskede sig og holdt hemmelige stævnemøder med hinanden.

 

I starten af bogen møder vi den 26-årige Daniel i en stinkende kreaturvogn sammen med små hundrede andre mennesker på vej mod, ja mod hvad? Det er der ingen der ved på det her tidspunkt. Men endestationen er altså Theresienstadt, og her bliver det Daniels held, at han næsten er færdiguddannet læge. Der er brug for ham på lejrens hospital og senere også i Prag, hvor han om natten tilser de prostituerede på SS'ernes bordel. Midt i sin groteske fangehverdag tænker Daniel ofte tilbage på sin barndom i huset ved havet. Den foruroligende stemning og de mærkelige ord og blikke mellem forældrene. Og så selvfølgelig den allermest uforståelige og frygtelige hændelse, der har tynget ham lige siden, og som ikke skal afsløres her. Mødet med Ludmilla bliver forløsende for Daniel. Nok er han stadig fanget rent fysisk, men følelsesmæssigt er han sat fri. Kærligheden til hende bliver hans vej til frihed.

 

Morten Brask skriver så man føler, at man er der sammen med Daniel gennem alle trængslerne, men det bliver aldrig tungt og elendighedssvælgende, lige som der heller ikke er noget romantiserende over beskrivelsen af livet i koncentrationslejren. Der er netop en meget fin balance i bogen, som efterlader én med en både hjertegribende og tankevækkende læseoplevelse.

 

Morten Brask: Havet i Theresienstadt, Politiken 2007, 266 s.

 
 
 
 
 
Tårnby Kommunebiblioteker - Adresser & åbningstider - EAN. Nr.