Lise har skrevet denne måneds anbefaling.
Lise har skrevet denne måneds anbefaling.
Den svære toer
Ja det hedder Lone Aburas bog nr. to efter Føtexsøen. Og det er sådan set fuldt dækkende - og samtidig helt ved siden af. Læseren får jo ikke noget at vide om hvad bogen indeholder. Men det er der råd for. Bogen er forsynet med indledende læsevejledning og varedeklaration på bagsiden. Den oplyser at bogen indeholder 1. en kollektivroman om det moderne menneskes udfordringer i arbejds- og privatlivet, 2. en alvidende fortæller og Obs! Denne bog indeholder ikke ironi. Og det er både rigtigt - og helt forkert. Den alvidende fortæller gør tydeligt opmærksom på sig selv i fortællingens forløb, men må også ind i mellem erkende at det ikke er til at sige hvad der sker i bogens personer. Og må man ikke sige at bogens konstruktion er ironisk? Den har i hvert fald travlt med at sætte litterære konventioner i tvetydigt lys.
Det lyder måske lidt metaagtigt fortænkt, men det er faktisk meget morsomt og lige ud ad landevejen.
Selvom bogen kan beskrives som en Nordkraft ultralight, så er det socialrealisme uden tristesse.
Kristoffer er offentligt ansat og kan ikke rigtig samle sig om noget, så han bukker hurtigt under da hans mor beder ham overtage hunden Rigmor. Det betyder så heldigvis at han kan komme nærmere ind på livet af Lilly da de melder sig til samme hundetrænerkursus. Det tegner godt, indtil Kristoffer uden at han selv helt ved hvorfor, indleder et sideløbende forhold til en anden pige. Kristoffers kollega Klaus får ubehjælpsomt rodet sig ud i en skilsmisse fra konen og tackler det på den mest utjekkede måde. Og den hårdtpumpede Lasse der også går til hundetræning lever på kanten af loven med kokain og skydevåben.
Aburas udstiller sine personer i al deres utilstrækkelighed , men er alligevel på en snedig måde solidarisk med de mere eller mindre taberagtige personer.
Også bogen er et "taberprojekt" der ikke lever op til litterære love og konventioner, men hun demonstrerer samtidig den smittende vitalitet og energi der ligger i at bryde rammerne.
Den svære toer. Af Lone Aburas. Gyldendal, 2011. 170 s.