Hvis du vil vide mere:
Som "tilflytter" til København har jeg først i en noget sen alder fået øjnene op for mange af Storkøbenhavns seværdigheder. Jeg er bosat i Tårnby; men tager ofte bus eller tog ud til disse, mange gange, grønne oaser.
I tidens løb har jeg ofte i bus eller bil passeret Vestvolden f.eks. i Husum og ikke vidst meget om den.
For et par år siden tog jeg så på en tur med Dansk Vandrelaug til Vestvolden hor vi startede ved Islev station, først vandrede ved Kagmosen og gik ned til omkring Brøndby. Det blev så en appetitvækker for mig, og jeg har siden vandret på hele anlægget.
Det strækker sig fra Utterslev Mose til Avedøre, og passerer flere kommuner startende med København så Rødovre, Glostrup, Brøndby og til sidst Hvidovre.
Vestvolden blev opført 1888-1892 og var en del af Københavns befæstning, som også bestod af søforterne langs Øresundskysten samt af Trekroner, Middelgrundsfortet og Saltholm Flakfort. Anlægget blev aldrig afprøvet, det var dog bemandet under 1. verdenskrig, og blev nedlagt i 1920.
Selve befæstningen er dog ikke mit ærinde. Det er naturen der har min interesse, og det at kunne gå i København og dog i en utrolig bevoksning med træer og buske på hele voldanlægget. Den er vokset op i den lange periode, hvor Vestvolden fik lov til at passe sig selv.
Man kan gå på volden eller på den meget fine og velholdte sti ved siden af.
Længden er 14 kilometer, og det skulle man jo nok kunne klare på en gang; men man kan sagtens "stå af" forskellige steder på ruten, og få en bus eller et tog hjem igen. De større gennemfartsveje er Frederikssundsvej, Slotsherrensvej, Jyllingevej, Roskildevej, Park Alle i Brøndby og til sidst Avedøre og Gl. Køge Landevej. Nogen gange går man langt fra alfarvej og andre gange ret tæt på trafikken.
Både for plante- og dyreliv er Vestvolden et åndehul.
Man kan stadig se dele af den oprindelige beplantning: megen tjørn foran volden som beskyttelse. Bag tjørnehækken elm, ask, ahorn o.m.fl. i kanalen er der åkander og dunhamre.
Af faunaen ses bl.a. ræve og egern. Der er frøer, tudser og vandsalamandre i kanalen. Der er tillige et rigt fugleliv med mange ande- og vadefugle, og man kan være heldig at se tårnfalk og spurvehøg.
Jeg vil stærkt anbefale at man bruger der offentlige transportmidler, hvis man vil prøve turen. Så er man ikke nødt til at gå tilbage til udgangspunktet. Start f.eks. ved Husum Vold ved Utterslev mose. Man kan køre direkte dertil fra Amager med bus 2 A og stå af på Åkandevej. Gå så langt som man orker, tag en bus hjem, og start så næste gang hvor man slap.
Man kan jo også tage cyklen.