Ældre operahuse, nutidige operahuse

- alle med en ting til fælles: de er noget ud over det sædvanlige!

 

 

Palais Garnier - Pariseroperaen som mønsteropera

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

^{Palais Garnier: www.operadeparis.fr/visites/index.asp?lng=en}

Kaster man blikket tilbage i tiden, er mange af de ældre operahuse tegnet med inspiration i Palais
Garnier - Opéra national de Paris, der stod færdig i 1875 og var tegnet af arkitekten Charles
Garnier. Garnier skabte en prægtig bygning. Når man som turist er på omvisning foran og bag
tæppet i operaen, slår det én, at her dur cowboybukserne og den afslappede påklædning vist ikke
om aftenen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

^{Le grand foyer}

 

Operaen er rigt udsmykket med skulpturer, marmor, forgyldninger, mosaikker, malerier og spejle.
Spejlene er placeret, så datidens kvinder i deres store rober kunne forvisse sig om, at de tog sig
ud, før de gjorde deres entré og løbende kunne betragte det øvrige publikum og selv blive
betragtet fra mange vinkler i de snedigt placerede spejle. Le grand foyer og Le grand escalier er
imponerende akkurat som hjertet i bygningen operaen med scene og tilskuerrum med den godt 6
ton tunge lysekrone, med særlig loge til regenten og fire balkoner med rødt velour og rød og
gylden som gennemgående farver. Teknisk var operaen også yderst avanceret set med datidens
øjne. Palais Garnier var forsynet med en speciel indgang til regenten Napoleon III, som han dog
aldrig benyttede. Wikipedia på fransk giver en fyldig beskrivelse af Palais Garnier -fr.wikipedia.org/wiki/Opéra_Garnier  (prøv også den engelsksprogede wiki)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

^{Le grand escalier}

 

 

Opera Bastille

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Paris er det i dag Opera Bastille, der huser Opera National de Paris. Bastille Operaen er tegnet af
Carlos Ott og stod færdig i 1989. Et af formålene med det ny operahus var, at bringe operaen som
kunstform ud til alle. Faktisk skabte Opera Bastille en vældig debat i Frankrig, og man kan roligt
sige, at både Palais Garnier og Opera Bastille er præget af den tid, de er skabt i.
www.operadeparis.fr/visites/index.asp?lng=en

 

 

Sydney Opera House

 

Sydney Operaen vakte også furore da den blev indviet i 1973. Operaen er tegnet af den danske
arkitekt Jørn Utzon. Det enestående operahus, der i 2007 blev sat på UNESCOs liste over World
Heritage i selskab med Akropolis, Versaille, Taj Mahal og Den kinesiske mur, ligger ved vandet i
Sydney. Netop dette naturlige partnerskab har inspireret Jørn Utzon.

Når man ser operaens utraditionelle form associerer man til sejl eller muslinger. Tagets
beklædning, der består af hvide glaserede fliser, er importeret fra Sverige, mens træ og rosa
granit, der er anvendt i operaen, kommer fra Australien. Der har været tradition og smag for
opera i Sydney siden 1830'erne, og Australien har beriget de internationale operascener med flere
store sangere. Med Sydney Opera House fik Australien Opera smukke og funktionelle rammer.

Under bygningen af operaen forlod Jørn Utzon projektet, men Utzon blev genansat i 1999 for at
føre tilsyn med renovering og nye arbejder. I 2007 udtalte Jørn Utzon, at det altid havde været et
håb, at operaen ville blive et aktiv for Sydney, og at Sydney Operaen altid havde ligget ham meget
på sinde og været en stor del af hans liv.

I dag opfattes Utzons opera som Sydneys vartegn ja endog som et symbol på et helt kontinent. At
se fotos af operaen er nok til at man får lyst til at rejse til Sydney for at se bygningen og opleve en
opera i den.

Du kan finde oplysninger om operaen på: kulturkanon.kum.dk/?vaerk=10 og på den engelske Wikipedia: en.wikipedia.org/wiki/Sydney_Opera_House

 

 

Operaen på Dokøen

 

Operaen er tegnet af den verdenskendte danske arkitekt Henning Larsen med Mærsk Mc-Kinney
Møller som initiativtager, bygherre og mæcen. Projektet blev skudt i gang i 2000, og Operaen
åbnede med en gallaforestilling den 15. januar 2005. Som det har været tilfældet med opførelsen
af mange andre operahuse, så skabte ideen om et nyt operahus opsigt og debat om placering, om
husets facade og æstetikken og ikke mindst om transport til og fra huset. Ligesom det skete i
Sydney under opførelsen af The Sydney Operahouse for Jørn Utzon, så tog arkitekt og bygherre
også deres kampe, på et tidspunkt overvejede Henning Larsen endog at gå, men valgte at
fortsætte, for at undgå at sætte sit firma og sine medarbejderes job på spil.

I dag er danskerne glade for Operaen. Det er en oplevelse at høre operaer i det ny hus, som
Henning Larsen - ofte kaldet Lysets mester - har tegnet, og som er skabt i samarbejde med en
række kunstnere: Per Kirkeby med bronzerelieffer, Tal R med Takkeloftes foyer og Per Arnoldi med
farvesætning og logo, som blandt andet indgår i foyerens gulv og i scenetæppet. Endelig har Olafur Eliasson skabt tre store lysekroner, tre meter i diameter, monteret med 8000 spejle og 300
lamper. Da man skulle have lysekronerne ind måtte man bryde hul i facaden, som på det tidspunkt

var færdig, for at få dem på plads. Men resultatet er prægtigt, man ser straks lysekronerne i
dagslys, og de stråler, når man om aftenen står på den anden side af vandet, eller forventningsfuld går op mod operaen for at få en musikoplevelse.

Med vandbussen til opera

Vandet har haft afgørende betydning for Henning Larsen, der altid arbejder intenst med
bygningens omgivelser og kommende funktion, når han starter på et nyt projekt. Vandet omgiver
Operaen, der ligger på en ø, man kan komme til Operaen fra vandsiden med vandbussen. Når
man er steget i land, kan man vende sig og nyde udsigten fra operaen til Amaliehaven,
Amalienborg Slot og Marmorkirken - gennem Frederiksstadaksen. På længere sigt vil man også på
en gangbro kunne komme gående over vandet til Operaen fra Nyhavn siden. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Normalt bruges Operaen primært til klassisk musik, men specielt om sommeren er der også
mulighed for at høre f.eks. jazz eller crossover i Operaen. Skulle man slet ikke have øre for musik,
så kan man tage med på en af de guidede ture på nogle søndage. Her får man masser af
information og får lov til at banke på marmoren, som huset er beklædt med indvendigt, og høre
toner i den. Man ser alle de spændende ting bag tæppet, al den avancerede teknik. Den
fænomenale teknik og de gode forhold som sådan gør, at topfagfolk bl.a. instruktører og udøvende
accepterer at prøve kræfter med Operaen. På grund af topnavnenes kontraktlige forpligtelser slår
virkningen først igennem nogle år efter at Operaen åbnede, så det er først nu, vi får lov til at
opleve mange af de internationale navne.

Der er udgivet et par meget læseværdige bøger om Operaen og du kan læse mere om operaen og se billeder på http://www.arcspace.com/ og på http://www.henninglarsen.com/

 

 

Oslo Operaen - et flydende isbjerg af marmor og glas

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det ny operahus, der huser Den Norske Opera og Ballett, ligger på halvøen Bjørvika med en ideel
placering ud til Oslo Fjord og dog via en gangbro kun få minutters gang fra Sentralstasjonen.

Den norske regering ønskede, at det ny operahus skulle blive et vartegn for Norge som
kulturnation, sætte fokus på Den Norske Opera og Ballett og samtidig være med til at styrke den
bydel, operaen er placeret i. Tegnestuen Snøhetta (http://www.snoarc.no/) vandt den
internationale arkitetektkonkurrence i 2000. Men alle 240 projektforslag i konkurrencen havde
været offentligt tilgængelige. Operaen er bygget for offentlige penge, den har været noget dyrere
end vort eget nye operahus i København.

Lys og hav

Lys har en anden betydning for skandinaver end for folk fra f.eks. Sydeuropa. Det kunne være en
af grundene til, at Snøhettas arkitekter har valgt at bygge et operahus af hvidt marmor. På den
ene side lyser det op på regnfulde dage eller i efterårsmørke, og på den anden side går det i et
med naturen og har sikkert derfor i folkemunde allerede givet anledning til mange betegnelser
gletcher, isbjerg, iskrystal, skibakke, bræ m.fl. Ser man huset på afstand ligner det en gletcher,
der glider ned i havet.

Udvendigt som indvendigt associerer man til Norge og sne og is. Operaen er bygget over tre
elementer. Bølgevæggen, fabrikken og tæppet.

Bølgevæggen, hvor der er anvendt træ (eg), der enten fremtræder lyst eller behandlet med
ammoniak mørkt, er skellet mellem land og vand, en tærskel et overgangspunkt, mellem Norge og
verden, mellem kunsten og hverdagen, en tærskel hvor publikum møder kunsten.

Tæppet, der er beklædt med marmor, er symbol på fællesskab og fælles ejendom med fri adgang
for alle. Tæppet er operaens tag, der giver mulighed for at bestige operaen og gå på den. På en
enkelt augustdag gik 20.-30.000 tur på taget. Taget kan også opfattes som en solterrasse, stedet
hvor man mødes i Oslo, akkurat som man i syden mødes på piazzaen eller plazaen, eller
promenerer ved vandet. Glas er anvendt for at give lys, men også for at give indblik til
balletøvesale m.m. og dermed inddrage den lokale bydels indbyggere.

Snøhetta har tidligt inddraget lokale kunstnere, der har sat deres fingeraftryk på operaen og
yderligere betonet samspillet med lyset og understreget gletchertemaet. Kristian Blystad, Kalle
Grude og Jorunn Sannes har været med i udformning af overfladerne i stenene. Astrid Lovaas and
Kirsten Wagl har udformet detaljerne i metalfacaderne og islandske Olafur Eliasson har skabt en
spændende lysinstallation, der omgiver toiletrummene, som en falsk væg. Fortæppet er skabt af
Pae White med inspiration fra digitale billeder af aluminiumsfolie. Lysekronen i publikumsrummet i
den store sal vejer 8.5 ton og er skabt af 5000 håndstøbte glaskrystaller. Den har ikke kun en
funktion som lysgiver, men bidrager også sammen med hele rummets udformning og valg af
materialer til den utroligt gode akustik, som kendetegner den ny opera.

Det ny operahus blev indviet ved en gallaaften i foråret 2008, og netop nu præsenteres den første
sæson i det nye hus. En gennemgang af operaen med mange billeder kan du se på:
www.arcspace.com/architects/snoehetta/oslo_opera/oslo_opera.html

 

 

The National Grand Theater Beijing

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et af de seneste projekter inden for opførelser af operahuse er Paul Andreu's opera i Beijing.
Operaen i Beijing er bygget så den er placeret i en kunstig sø, og indgangen er en tunnel under
vandet. Med sit dække af glas og titanium associerer man til Gehrys Guggenheim Museum i Bilbao i
Spanien fra 1997. Paul Andreu har arbejdet meget med titanium i sine bygningsværker også i
nogle af de øvrige projekter, han har tegnet i Kina. Operahuset er ovalt. Det har været 10 år
undervejs og blev indviet i december 2007.

Et æg til øret - ikke til munden

I folkemunde hedder det Ægget. Operaen er tegnet af den franske arkitekt Paul Andreu, der siger,
at han i sine projekter er kompromisløs. Beijing operaen er skabt til folket - til kineserne. Andreu
har ønsket, at de skal få glæde af den - ung som gammel, musik- og operaelsker eller ej.
Operabygningen med dens omgivelser er også skabt for øjet og til afslapning i en mere bred
betydning, men også for at gøre kulturen tilgængelig for de nye generationer.

Placeringen er valgt, så historien med Renmin Dahuitang (Great Hall of the People) og Zi-jin-cheng
(Den forbudte by) omgiver operaen. Da Andreu gik i gang med projektet tænkte han "Lad os skabe
en slags ø på vandet lige som i eventyrene, i sagnene, som man ikke kan røre, men kan gå neden
under og være indeni. Det er en fortælling om folk der opdager paradis, oplever en drøm - akkurat
som teater og opera er det. Paul Andreu synes at have nået sit mål, at skabe et sted, hvor folk har
det godt og har lyst til at komme.

Link til mere information om operaen:

www.chncpa.org/n457779/n457899/index.html 

Se også et interview om operaen på fransk med Paul Andreu på ouTube:

www.youtube.com/watch?v=-pEwbvGd1Js

 

Arkitema i Kina

Når talen er om Kina, så er Arkitema naturligvis også til stede. Der er tegnestue med kinesiske
arkitekter. og den administrerende direktør for Arkitema bor i Beijing med sin familie i et år, for at
understrege de nære forbindelser samtidig med, at han naturligvis varetager sine forpligtelser i de
øvrige projekter både herhjemme og i udlandet.

 

 

 

Effekten af nye operahuse

---

Når man vælger at bygge nye operahuse opnår man flere ting. Man får smukke og funktionelle
bygninger, der behager øjet og får optimale rammer til opførelse af opera. Gæster fra ind- og
udland generelt og specielt operainteresserede vil tiltrækkes og være interesserede i at besøge det
ny operahus.

Når rammer, teknik og forholdene som sådan er optimale, så tiltrækkes de internationale
kunstneriske kræfter, der skaber en opera fra librettister og komponister over iscenesættere,
instruktører, musikere, sangere, dirigenter, videoproduktører m.fl. Synergieffekt opstår så mellem
de nationale kunstneriske kræfter og de internationale. Ofte vil nationalscenerne også opføre flere
operaer af hjemlige operakomponister, og på den måde udbredes det enkelte lands kultur også
uden for landets grænser. Alt i alt et befrugtende samarbejde.

Hvis du har fået mod på at se flere nye operahuse så kig på en open-air opera i Santa Fe:
www.santafeopera.org/thecompany/theatercampus/index.aspx, Tenerifeoperaen: www.synligbeton.dk/default.aspx?m=4&i=184&pi=4&pr=0 og på operaen i
Valencia: www.lesarts.com/en/palauarts_edificio.html