Tors. d. 9.2.2012
Hovedbiblioteket
10:00 - 19:00
Filial Vestamager
13:00 - 19:00
 

Se mere

Diskografi
 

Robin Taylor

  

Spiller du også musik?

.. og er du bosat i Tårnby,

så kontakt biblioteket:

bmm.hb.uk@taarnby.dk

telefon 32 46 05 50

eller ved personlig henvendelse

 

Vi vil meget gerne præsentere dig på

vores hjemmeside.

 

 

Robin Taylor - et portræt af en lokal musiker

af Per Reinholdt Nielsen

  

"Min styrke er, at jeg slet ikke har nogen musikalsk skoling."

 

"Musik blev mit liv." Denne floskel passer i den grad på komponisten, produceren og multiinstrumentalisten Robin Taylor. Han har lavet 26 albums og helliget det meste af sit liv på at skabe og indspille musik helt efter sit eget hoved.

 

Robin Taylor er født i København og opvokset i Kastrup, og da først The Beatles og senere Cream var landet på pladespilleren, var der ingen vej tilbage. Der blev øvet i iskolde eller steghede lokaler - i fyrkældre, i kirken og på det gamle glasværk - og af og til blev der spillet til skoleballer i forskellige lokale bands.

 

Mike Oldfields album, Tubular Bells (1972), skubbede interessen i nye retninger; Robin Taylor begyndte at arbejde med primitive trickindspilninger og lærte sig, efter de forhåndenværende søms princip, grundtrækkene ved studiearbejde.

 

Robin Taylor var i en årrække fast leverandør af egne kompositioner til Danmarks Radios program Båndbixen. Sammen med højskolekammeraten, Jan Marsfeldt, udsendte han debutalbummet, Essay (1991), på vinyl (i dag  et samlerobjekt).

 

Udover at komponere, spille og producere sine mange albums overtog Robin Taylor også gradvist arbejdet med at udgive og promovere sin musik hjemme fra dagligstuen, på eget selskab, Marvel of Beauty. Stort set alt for egen regning. Som der står på omslaget til et af de senere hovedværker, Taylor's Free Universe: File Under Extreme fra 2002: "Financial support - you must be joking!!!"

 

Robin Taylor er ufortrødent fortsat med at udgive musik. I dag udsendes hans albums på selskaber i Danmark, Rusland og Sverige, og de købes af musikinteresserede over hele verden. Oplagene er små, men horisonten er vid.

 

Han har indtil videre udsendt 26 albums. Produktionen kan hovedsageligt deles i tre; soloalbums, studieprojekter under navnet Taylor's Universe og gruppeimprovisationer under navnet Taylor's Free Universe - alle oftest med medvirken af en bred skare af musikere.

 

Taylor har arbejdet sammen med adskillige musikere, og blandt de mest prominente er saxofonisten Karsten Vogel, der har rødder i free jazz og vigtige danske tresser/halvfjerdsernavne såsom Burnin Red Ivanhoe og Secret Oyster. Også heavy metal guitaristen, Michael Denner, der har nydt stor international karriere med bandet Mercyful Fate, har på det seneste været med til at præge den Taylorske musik.

 

Robin Taylor laver original - oftest - instrumentalmusik, der spænder fra moderne jazz til progressiv rock, fra "krautrock" til ambiente lydlandskaber. Det er - hans helt eget univers.

 

Læs et fyldigt interview med Robin Taylor her

 

Robin Taylor diskografi

 

Robin Taylor's hjemmeside

 

Lyt til nummeret White Frozen fra albummet Art Cinema (2008).

 

 

 
 
 
 
 
Tårnby Kommunebiblioteker - Adresser & åbningstider - EAN. Nr.